Kapitel 5: Henvisninger til antikke kilder og teologihistoriske hovedværker

De følgende regler gælder for henvisninger til skrifter inddelt i kapitler og vers, dvs. fx bibelske skrifter, apokryfer, pseudepigrafer, targumim, De Apostolske Fædre og Koranen. Se i øvrigt oplysningerne i afsnit 6.2.

Forkortelserne anført på listerne i afsnit 6.2 bør anvendes. Det er tilladt at udelade skriftets navn, hvis det ud fra sammenhængen er utvetydigt. I Første Mosebog findes en beretning om skabelsen af mennesket (1,26-31; 2,4b-25). Forkortelserne anvendes også, når henvisningen står i brødteksten, undtagen hvis der henvises til hele skrifter (uden kapitler og vers): Exodus… Læs mere »5.1.1 Forkortelser

Kapitler og vers angives altid med arabertal. Henvisninger til flere forskellige kapitler og flere forskellige bøger adskilles med semikolon, mens henvisninger til flere af hinanden uafhængige vers i samme kapitel adskilles med punktum uden mellemrum. Vershenvisninger kan underinddeles ved behov (a, b, c, …). Yderligere underinddelinger (α, β) bør ikke anvendes. 1 Mos 1,1; 2,4.8; 3,1a.9b;… Læs mere »5.1.2 Angivelse af kapitler og vers

I bogens kolofon (og evt. også i bogens forord) angives almindeligvis den anvendte bibeloversættelse, også hvis det er forfatterens egen. Hvis der afviges fra denne, anføres den anvendte bibeloversættelse med en forkortelse efter skrifthenvisningen. Jesu budskab var: ”Nu er Guds rige kommet. I skal ændre jeres indstilling og tro på det glædelige budskab, som jeg… Læs mere »5.1.3 Oversættelse

De følgende regler gælder for henvisninger til skrifter inddelt i afsnit, paragraffer og/eller sektioner, dvs. fx Josefus’ og Filons skrifter, rabbinsk litteratur, kirkefædre, tidlig kristen litteratur, klassiske skrifter og flere teologihistoriske hovedværker. Se i øvrigt oplysningerne i afsnit 6.2.

Om forkortelser gælder de samme principper som nævnt i afsnit 5.1.1. Lister over forkortelser gives i afsnit 6.2.

I udgangspunktet anvendes udelukkende arabertal til angivelse af afsnit, paragraffer og sektioner, også hvor forlægget måtte anvende romertal, og de forskellige niveauer adskilles med punktum uden mellemrum. For alle typer af henvisninger gælder det almindeligvis, at man skal henvise til det, der er mest præcist, hvad enten det er afsnit, paragraffer, sektioner el.lign. (I de… Læs mere »5.2.2 Angivelse af afsnit, paragraffer og/eller sektioner

Hvis der citeres fra eller henvises til en specifik oversættelse, anføres oversætterens efternavn i skarpe parenteser efter skrifthenvisningen, og oversættelsen tilføjes til litteraturlisten enten under oversætterens efternavn eller under den oprindelige forfatters navn: (Josefus, Krig 2.3.1 [Harsberg]) Harsberg, Erling, overs. Den jødiske krig. København: Museum Tusculanum, 1997. Josefus, Flavius. Den jødiske krig. Oversat af Erling Harsberg. København:… Læs mere »5.2.3 Oversættelse

De følgende regler gælder for henvisninger til skrifter inddelt i kolonner og linjer, dvs. fx Dødehavsskrifterne. Se i øvrigt oplysningerne i afsnit 6.2.

Om forkortelser gælder de samme principper som nævnt i afsnit 5.1.1. Lister over forkortelser gives i afsnit 6.2.

Dødehavsskrifterne er ikke inddelt i kapitler og vers, men i spalter og linjer. Henvisninger følger denne praksis: Hvis skriftet er delt i flere fragmenter, angives dette med arabertal efter skriftets forkortelse. Kolonne angives med romertal, og efter et komma angives linje med arabertal. 1Q27 1 II,25-26 (Dvs. fragment 1, kolonne 2, linjerne 25-26 fra 1Q27) 4QpIsac 4-7 II,2-4 (Dvs. kolonne 2, linjerne… Læs mere »5.3.2 Angivelse af kolonner og linjer

Se afsnit 5.2.3.