Kapitel 2: Retskrivning og formatering

Hvis lister, kapitler, overskrifter, figurer, tabeller m.v. nummereres, skal de nummereres på samme måde gennem hele teksten.

Al fremhævelse i teksten skal ske med kursiv. Fed eller understreget skrift bør altså ikke anvendes, ligesom tekst heller ikke bør fremhæves med VERSALER. Udenlandske ord (fx på latin) og transskriptioner sættes altid med kursiv (se kapitel 3). Det gælder ikke for fremmedord, der er optaget i Retskrivningsordbogen, og heller ikke for fremmedsproglige egennavne. Et nøgleord i… Læs mere »2.1.2 Kursivering

Citater på fem linjer eller mere indrykkes altid. Kortere citater indrykkes kun for emfasens skyld, ellers indlejres de i den fortløbende brødtekst. Der sættes ikke anførselstegn omkring indrykkede citater, og indrykkede citater afsluttes med punktum før henvisning, hvad enten henvisningen er en fodnotehenvisning eller en skrifthenvisning i parentes (jf. 2.3.7).

Se 2.3.

Sammensætninger af proprier og appellativer, der ikke i sig selv er proprier, kan både skrives med stort og lille, og det afhænger især af, hvor indarbejdet i sproget sammensætningen er: Galilæaforskningen (alternativt: galilæaforskningen), danmarkshistorie (alternativt: Danmarkshistorie). RO §12.10b I sammensætninger, hvor første del er et flerleddet proprium, skrives begge led på samme måde, som når… Læs mere »2.2.1 Sammensætninger, afledninger og bestemthedsendelser

Personnavne (også i pluralis), øgenavne, kælenavne og tilnavne skrives med stort i betydningsbærende ord[1]: Jens Hansen, Pontius Pilatus, Valdemarerne, Johannes Døberen, Døberen, Ivan den Grusomme, Knud den Hellige, Gorm den Gamle, Solkongen, Margrethe den Anden. RO § 12.2-3 Navne på religiøse og mytologiske skikkelser skrives med stort, når de anvendes som egennavne: Gud (men: en… Læs mere »2.2.2 Navne, tilnavne og titler

År, måneder og dage (herunder festdage) skrives med lille: jubelår, januar, nisan, mandag, påskedag, pinse, juleaften, nytårsaften, store bededag, sankthansaften, yom kippur, ramadan. RO § 12.13c Med stort skrives dog: Kristi himmelfartsdag og Mariæ bebudelsesdag. RO § 12.13c Religiøse og mytologiske begivenheder skrives med lille: skabelsen, syndefaldet, Jesu korsfæstelse, korsfæstelsen, exodus, bar/bat mitzva, vesper, dåb,… Læs mere »2.2.3 Tider, dage, epoker og begivenheder

Kulturelle strømninger skrives med lille: hellenismen, platonismen, modernismen.

Navne på religioner skrives med lille: kristendom(men), islam, jødedom(men), buddhisme. Konfessioner, kirkeretninger og tilsvarende opdelinger inden for andre religioner skrives også med lille: indremissionsk, den anglikanske kirke, den romerskkatolske kirke, katolicisme, protestantisme, essæisme, farisæisme, sunniislam/sunnisme, kirken, folkekirken (RO § 12.7), mormoner. Navne på foreninger, sammenslutninger, institutioner, virksomheder, trossamfund m.v. skrives med stort i betydningsbærende ord:… Læs mere »2.2.5 Religioner, konfessioner, kirkeretninger og kirker

Geografiske områder skrives med stort: Genesaret Sø, Nildalen, Jordanfloden, Galilæa, Øvre Egypten. RO § 12.5 Navne, der skrives med stort, når de optræder med bestemthedsendelse, skrives også med stort, når de står uden bestemthedsendelse: den lange Nildal, den vigtige Jordanflod. RO § 12.12 Adjektiver afledt af geografiske navne skrives med lille: galilæisk, judæisk, paradisisk, himmelsk.… Læs mere »2.2.6 Geografi

Navne på religiøse og mytologiske steder skrives med stort, men med småt, når de anvendes metaforisk eller generisk: Eden, Paradis, et paradis for…, Paradisets Have, Himlen/Himmelen, Helvede, helvede på jord, Mekka, et mekka for …. RO § 12.5

Navne på bøger, skriftsamlinger, kunstværker, manuskripter, sange, bibeloversættelser m.v. skrives altid med stort i første ord, også hvor første ord er en artikel; betydningsbærende ord i resten af titlen kan desuden skrives med stort (det anbefales dog ikke i lange titler): Bibelen, Talmud, Gamle testamente/Gamle Testamente, Det gamle testamente/Det Gamle Testamente (men: det nyoversatte Gamle… Læs mere »2.2.8 Bøger, skrifter, tekstsamlinger og tekststykker

I det følgende mini-leksikon gives eksempler på de stavemåder, der bør anvendes. Eksemplerne omhandler især situationer, hvor der kan være tvivl om anvendelsen af store og små bogstaver, men også enkelte stavemåder for eksempelvis bibelske egennavne anføres. Her gælder det, at stavemåden i DO92 i udgangspunktet skal følges. Vær opmærksom på, at denne stavemåde kan… Læs mere »2.2.9 Leksikon over stavemåder

Tegnsætningen skal være i overensstemmelse med gældende dansk retskrivningspraksis. Denne gennemgås ikke i det følgende, men der gives særlige og relevante eksempler.

Der sættes ikke punktum i overskrifter. Det afsluttende punktum kan også udelades i punktopstillinger, men hvis punkterne er meget lange, anbefales det at sætte punktum til sidst. Hvis der sættes punktum efter et eller flere af punkterne, skal der sættes punktum efter alle punkter uanset længde.

Hvis en sætning sættes med kursiv, skal tegnsætningen i afsnittet naturligvis også være med kursiv, med mindre tegnsætning ikke hører til det kursiverede element. Det store spørgsmål er nu: Hvad i alverden er der sket? (med kursiveret spørgsmålstegn) Jeg tror, jeg har set messias! (og ikke: messias! med kursiveret udråbstegn) Det samme gælder i forhold til bogtitler (se afsnit 2.1.2):… Læs mere »2.3.10 Tegnsætning i forbindelse med kursivering

Fodnotehenvisninger (fortløbende nummereret gennem hele manuskriptet) placeres i udgangspunktet efter tegnsætning (både kommaer, punktummer, udråbs- og spørgsmålstegn samt afsluttende anførselstegn og parenteser). Hvis henvisningen går på ét specifikt ord, placeres henvisningen umiddelbart efter dette ord, det vil sige før eventuel efterfølgende tegnsætning. Om litteraturhenvisninger se kapitel 4.

På dansk kan man frit vælge, om man sætter startkomma eller ikke, så længe man er konsistent gennem hele teksten.

En helsætning efter et kolon indledes med stort begyndelsesbogstav, mens en ledsætning eller en sætningsdel indledes med lille begyndelsesbogstav (jf. RO § 11.3) Problemet er følgende: Vi har ikke set ham. Problemet er som forventet: at vi ikke har set ham. Der er meget lækker julemad: æbleskiver, flæskesteg og brunede kartofler. Foran ord og udtryk… Læs mere »2.3.3 Kolon

Udover den almindelige anvendelse (jf. RO § 44) anvendes semikolon (1) til at adskille to selvstændige dele i en parentes, fx et græsk/hebraisk ord og skriftstedsangivelse eller en skriftstedsangivelse og en redaktionel tilføjelse (men ikke et græsk/hebraisk ord og dets transskription, jf. kapitel 3) Johannes beskriver Jesus som Ordet (ὁ λόγος; Joh 1,1). Markus nævner,… Læs mere »2.3.4 Semikolon

Vær opmærksom på, at der er forskel på en bindestreg (-) og en tankestreg (–), og at denne forskel er relevant, hvis der anvendes referencehåndteringsprogrammer. En bindestreg bruges (jf. RO § 57) (1) ved orddeling ifm. linjeskift (2) i stedet for en fælles orddel søn- og helligdage (3) i sammensætninger med og afledninger af forkortelser… Læs mere »2.3.5 Bindestreg og tankestreg

Til dobbelte anførselstegn kan man på dansk anvende ”…”, „…”, “…” eller »…«, og det er primært et typografisk spørgsmål. Derimod kan man ikke anvende «…» på dansk. Det er vigtigt at være konsistent gennem hele teksten. Hvis man også anvende enkelte anførselstegn, er det desuden vigtigt, at de svarer til de dobbelte. Hvis der… Læs mere »2.3.6 Anførselstegn

Firkantede parenteser […] anvendes (1) til at angive tilføjelser inden i et citat, fx redaktionelle tilføjelser eller angivelse af et eller flere ord på originalsproget ”[Johannes Døberens] far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede” (Luk 1,67). ”I begyndelsen var Ordet [ὁ λόγος]” (Joh 1,1). Men: Johannes beskriver Jesus som Ordet (ὁ λόγος; Joh 1,1). (2) til at… Læs mere »2.3.7 Parenteser

Et citat kan forkortes ved hjælp af udeladelsesprikker i firkantede parenteser […]. Vær opmærksom på, at der ikke er tale om tre punktummer i streg (…), men om et særskilt tegn. Word retter automatisk til dette, medmindre denne funktion er slået fra manuelt. Når et citat forkortes, skal den oprindelige tegnsætning bevares. Sætningen: Han købte et… Læs mere »2.3.8 Udeladelsesprikker

Vær opmærksom på at skelne mellem apostrof ’ og accent aigu (akut) ´. En accent skal altid placeres over en vokal, mens en apostrof bl.a. bruges til at angive genitiv på ord, der ender på s, z eller x. Se hertil RO § 6. Traditionelt danner Jesus genitiven Jesu og Kristus genitiven Kristi, men formerne… Læs mere »2.3.9 Apostrof

Hovedreglen er, at der anvendes arabiske tal overalt, også hvor forlægget bruger romertal. Undtaget fra denne regel er angivelse af sidetal fra indledningen af en bog, der i bogen er anført med romertal, angivelse af kolonner i antikke kilder (fx Dødehavsskrifterne, jf. afsnit 5.3; 6.2.6) og gengivelse af titler med romertal som en del af… Læs mere »2.4.1 Romertal og arabertal

Tal op til og med ti skrives i udgangspunktet med talord, mens tal over ti i udgangspunktet skrives med taltegn. Der er dog undtagelser fra denne regel, fx hvis tallet bruges sammen med en forkortelse (’2 kr.’, ikke ’to kr.’), hvis der er tale om decimaltal (’6,5’, ikke ’seks komma fem’), hvis der er tale… Læs mere »2.4.2 Taltegn og talord

I angivelse af sidetal kan det sidste tal i et spænd forkortes efter følgende regler: (1) Hvis første tal i spændet er under 100, skrives alle cifre altid: 1-3, 13-17, 70-75, 99-876. (2) Hvis første tal i spændet er en ren 100’er, skrives alle cifre altid: 100-108, 500-508, 1100-1187. (3) I alle andre tilfælde med trecifrede… Læs mere »2.4.3 Forkortelse af sidetal og årstal

Når der citeres, er det tilladt at foretage følgende ændringer uden at gøre opmærksom på det: Anførselstegn (både dobbelte og enkelte) må ændres, så det svarer til den typografiske praksis, der ellers anvendes. Bindestreger og tankestreger må ændres, så det svarer til dansk retskrivning. I et engelsk citat må ”that—however” fx ændres til ”that –… Læs mere »2.5 Citater