Vær opmærksom på, at der er forskel på en bindestreg (-) og en tankestreg (–), og at denne forskel er relevant, hvis der anvendes referencehåndteringsprogrammer.
En bindestreg bruges (jf. RO § 57)
(1) ved orddeling ifm. linjeskift
(2) i stedet for en fælles orddel
søn- og helligdage
(3) i sammensætninger med og afledninger af forkortelser
ph.d.-studerende, NT-forsker, GT-agtig
(4) i sammensætninger med taltegn og symboler
700-tallet, §-nummer
(5) i sammensætninger med sidestillede led
Lolland-Falster, årsag-virknings-forhold, Nestle-Aland
(6) i nogle fremmedsproglige sammensætninger
deja-vu, tête-à-tête
(7) i gruppesammensætninger og -afledninger
væg til væg-tæppe, Peter Pan-agtig
(8) i usædvanlige sammensætninger (for tydelighedens skyld)
stress-symptomer, synopse-sammenstilling
(9) i betydningen ’fra … til’
side 24-25
København-Århus, mandag-fredag, 1 Mos-5 Mos. Alternativt bruges tankestreg og mellemrum: 1 Mos – 5 Mos
En tankestreg bruges derimod (jf. RO § 55)
(1) mellem helsætninger svarende til et nyt afsnit (bør ikke anvendes i brødteksten)
(2) for at give en dramatisk effekt
Endelig tager Jesus bladet fra munden og fortæller sandheden – at han er Messias.
(3) ved indskud og tilføjelser (bemærk at der ikke sættes fx kommaer efter tankestreger)
Da Zerubbabels tempel blev indviet, begyndte nogle – formentlig de ældre – at græde.
De græd måske – hvilket man godt ville kunne forstå – fordi det nyopførte tempel ikke havde det forrige tempels storhed.
På engelsk bruges bindestreger (hyphens) og tankestreger (en dashes) anderledes, hvilket for eksempel er vigtigt at være opmærksom på ved angivelse af engelske bogtitler; disse skal angives i overensstemmelse med bogens titelblad.
Vær tillige opmærksom på, at Zotero i overensstemmelse med engelsk retskrivning angiver sidetalsspænd med tankestreg (fx 24–26), hvilket dog ikke er tilladt på dansk (jf. ovenfor).
Løsningen er ikke at foretage en almindelig søg og erstat-kommando, da man så også erstatter de tankestreger, der faktisk skal være der (jf. ovenfor). I stedet åbnes (i Word) ”Avanceret søg og erstat” og fanen ”Erstat”. Nederst i venstre hjørne af vinduet åbnes indstillingerne og ”Brug jokertegn” afkrydses. Søg nu efter ([0-9])^0208([0-9]) (på Mac) eller ([0-9])^0150([0-9]) (på PC) og erstat i begge tilfælde med \1-\2.
Denne kommando bør først anvendes, når manuskriptet er færdigt, da Zotero ikke er i stand til at opdatere referencer, hvor – er ændret til -.