Personnavne (også i pluralis), øgenavne, kælenavne og tilnavne skrives med stort i betydningsbærende ord[1]:
Jens Hansen, Pontius Pilatus, Valdemarerne, Johannes Døberen, Døberen, Ivan den Grusomme, Knud den Hellige, Gorm den Gamle, Solkongen, Margrethe den Anden. RO § 12.2-3
Navne på religiøse og mytologiske skikkelser skrives med stort, når de anvendes som egennavne:
Gud (men: en gud, gudskelov), Allah, Jehova, Astarte, Odin, Satan (men: en satan), Djæv(e)len (men: en djævel), Jomfru Maria, Buddha, Vorherre eller Vor Herre. RO § 12.3
Titler og titulaturer skrives med småt, også i bøjningsformer:
pave, pave Frans, rabbi, rabbi Gamaliel, konge, kong Christian 6., kejser, kejser Augustus, dronning, dronning Margrethe, dronningen, kardinal, kardinal Ratzinger, imam, ayatollah, patriark, ærkebiskop, biskop, pastor, præst. RO § 13.3
Nogle særlige titulaturer skrives med stort:
Deres Majestæt, Hendes Majestæt, Hans Kongelige Højhed osv. RO § 13.2
Titler og navne, der henviser til Gud eller en person i Treenigheden, skrives med stort:
Gud Fader, Gud Søn, Gud Helligånd, Parakleten, Sønnen, Faderen, Treenigheden. RO § 12.3
Substantiver med ”Guds” el.lign. som genitivbestemmelse skrives med lille, men med stort, når de står uden genitiv og i bestemt form:
Guds rige, Riget, Guds hellige, den Hellige, Guds søn, Sønnen.
Pronominer og adjektiver, der henviser til Gud eller andre religiøse skikkelser, skrives med lille:
den treenige/hellige/store Gud, Gud er treenig, Jesus og hans disciple, Gud sendte sin søn/Søn.
[1] Med ’betydningsbærende ord’ forstås ord, der ikke er konjunktioner, præpositioner, artikler og enkelte andre småord. En artikel, der står først i et flerleddet navn, skrives dog med stort, fx ’Det Kongelige Teater’ (men: ’det nyistandsatte Kongelige Teater’); RO § 12.2.