Til angivelse af tekst på græsk og hebraisk anbefales skrifttyperne SBL Greek henholdsvis SBL Hebrew fra Society of Biblical Literature. Disse kan findes her.
For begge sprog gælder det, at ordet i udgangspunktet skal anføres i opslagsformen, medmindre der er en særlig grund til at angive ordet i bøjet udgave. Det kan for eksempel være, hvis en ordforbindelse eller sætning gengives, eller hvis det er vigtigt for argumentationen, at ordet har den givne bøjning.
I nogle tilfælde kan det være relevant at transskribere/translitterere ikke-latinske alfabeter. I det følgende anføres kun en simpel transskription (med vægt på udtalen på dansk). Det anbefales at anvende de oprindelige alfabeter i stedet for komplekse translitterationer (med vægt på kildesprogets bogstaver og tegn).
Betoning angives almindeligvis ikke i transskriptioner.
Transskriptioner kursiveres altid.
Hvis det/de pågældende ord findes i den almindelige brødtekst, placeres transskriptionen i runde parenteser. Hvis det/de pågældende ord er angivet i en firkantet parentes i et citat (jf. afsnit 2.3.7), placeres transskriptionen i samme parentes efter et komma.
Markus nævner, at Jesus ikke tillod, ”at nogen bar kar [σκεῦος, skeuos] over tempelpladsen” (Mark 11,16; egen oversættelse). Σκεῦος (skeuos) kan betyde flere ting.