I nogle tilfælde foretrækkes author-date-henvisninger i stedet for de ovenfor anførte fodnote-henvisninger. Author-date-henvisninger placeres i udgangspunktet altid i brødteksten. Inden for dette system består alle litteraturhenvisninger af forfatteren/forfatternes efternavn(e) og værkets udgivelsesår efterfulgt af de sidetal, der eventuelt henvises til. Hvis der henvises til et flerbindsværk, inkluderes også det pågældende bind.
Block 2021; Hays 1996
Hermeneutik er en vigtig disciplin (Osborne 1991, 20).
N. T. Wright har skrevet flere vigtige bøger (1992, 1996, 2003, 2013)
Wright 2013, 2:120
Når der anvendes author-date-henvisninger skal der også inkluderes en komplet litteraturliste. Denne ordnes alfabetisk, og flere værker af samme forfatter ordnes kronologisk efter udgivelsesår (og ikke alfabetisk efter titel som i note-systemet). Flere værker af samme forfatter udgivet i samme år ordnes alfabetisk og betegnes ”a” og ”b”, dvs. fx ”Nielsen 2021a” og ”Nielsen 2021b”. I øvrigt følger udgivelsesåret i dette system lige efter forfatternavnet på litteraturlisten.