Spring til indhold

6.2 Primærkilder

    De følgende regler for forkortelse af primærkilder tager udgangspunkt i de almindelige danske forkortelser af de bibelske skrifter:

    1. Forfatternavne bør ikke forkortes, medmindre de indgår som en del af en titel på et værk.
    2. Forkortelser skal i udgangspunktet bygge på skriftets danske titel (Bekend(elser), ikke Conf(essiones)) og følge samme rækkefølge som den fulde titel (Salomos Salmer = SalSl, ikke SlSal). Undtagelser kan gøres (fx LAB = Liber antiquitatum biblicarum).
    3. Hvis en forfatter har skrevet en række nummererede værker (fx Justins to apologier), angives dette med foranstillede arabertal.
    4. Forkortelser bør i udgangspunktet ikke være akronymer (dvs. ikke KH for Eusebs Kirkehistorie). Undtagelser kan gøres i sammenhænge, hvor der hyppigt anvendes mange skrifter af samme forfatter (fx i en bog om Euseb), eller i sammenhænge, hvor den praksis er udbredt (fx ved koncildokumenter).
    5. Der anvendes ikke punktummer i forkortelser, heller ikke efter ordenstal (1 Mos og 4 Ezra, ikke 1. Mos og 4. Ezra).
    6. Ord bør ikke forkortes ved at udelade vokaler (undtagelse: Sl = Salmernes Bog), men ved kun at angive de første bogstaver i ordet.
    7. Ord bør forkortes efter konsonanter og ikke efter vokaler (Præd(ikerens Bog), ikke Præ eller Prædi; Polyk(arp), ikke Poly) og bør desuden bestå af mindst én hel stavelse (undtagelser: B = bøn, Br = brev, Ps = pseudo, Gr = græsk, Spg = spørgsmål).
    8. Et ord bør aldrig forkortes midt i en dobbeltkonsonant men altid efter (Matt, ikke Mat; Hagg, ikke Hag).
    9. Så vidt muligt skrives forkortelser i ét ord med stort begyndelsesbogstav i hvert ord (ManB og AbrApok, ikke Man B og Abr Apok). Ordenstal efterfølges altid af mellemrum.
    10. Forkortelser kursiveres efter samme regler som titler, dvs. hvis værket har en kendt, historisk forfatter.
    11. Det må tilstræbes, at identiske led altid forkortes på samme måde (Apok = apokalypse, B = bøn, Br = brev osv.), og at enslydende titler af forskellige forfattere forkortes på samme måde.

    Forrest eller bagerst i en bog placeres en forkortelsesliste, der oplister alle anvendte forkortelser af primær- og sekundærkilder.

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *